Ikke bare et rum men et velværelse

Bad, Bolig, Indretning Gustafsen VVS

Varme, gyldne metaller; organiske materialer og en farvepalet, der spænder fra mørke, sanselige jordfarver til bløde, sarte pasteller. Det er den herskende trend på badeværelset, fortæller de hos Gustafsen VVS, som er specialister i at renovere og opføre badeværelser.

De seneste år er der sket rigtig meget på badeværelsesfronten. Det er ikke længere et rum, vi skynder os ind og ud ad – på linje med fx et bryggers. Tværtimod. Vi indretter i større og større grad vores badeværelser med tanke på ro, velvære og afkobling.

Fra at være overvejende sterilt og neutralt i sit udtryk, har badeværelset udviklet sig til et velværelse. Et sted med varme og personlighed, som fungerer som en slags helle. Og vel at mærke et helle, hvor man helt legalt kan låse døren og lukke resten af verden ude for en stund.

”Jeg kan næsten allerede dufte sæben og mærke det bløde håndklæde, når jeg træder ind på sådan et badeværelse.Det giver mig en øjeblikkelig spafornemmelse og følelse af velvære – i modsætning til det hvide og sterile udtryk, vi ofte ser på badeværelset”– Helle Truelsen, Gustafsen VVS

Stilen er varm, organisk og enkel og spiller flot sammen med den nordiske minimalisme og dens rene linjer. Især messing har vundet indpas. Det gyldne, varme metal giver et rustikt og stilfuldt look, og den patina, der følger med almindelig brug, er bare et plus for det samlede udtryk. Hertil kommer, at messing gør sig godt både sammen med mørke og lyse farver og i kombination med andre materialer som træ, glas, skifer, porcelæn og marmor. Udtrykket vil altid være varmt og eksklusivt, men kan tones op og ned alt efter den stil, der i øvrigt hersker i huset.

Og netop stilen i huset er et vigtigt parameter hos Gustafsen VVS. I deres arbejde med renovering og reetablering af ældre huse er badeværelset ikke blot et rum. Det er en del af husets helhed og bør bygges med øje for alder og byggestil i øvrigt. Men vigtigst er det selvfølgelig, at løsningen bliver rigtig i forhold til kundens ønsker og behov.

Derfor er rådgivning og sparring en vigtig del af enhver opgave. I det hele taget er faglighed, dialog og respekt væsentlige omdrejningspunkter, når de skaber løsninger i tæt samarbejde med deres kunder. Sådan har det været i 25 år, og sådan bliver det ved med at være i den familieejede virksomhed, der både tilbyder effektiv projektstyring af totalentrepriser og udførelse af mindre serviceopgaver. En dygtig håndværker bliver nemlig aldrig for stor til små opgaver.