Fingersamlede træskuffer klikker med IKEA

Køkken Formplus

Fronter i massivtræsstave i Røget eg. Fingersamlede massivtræskuffer. Nana Lottrups nye drømmekøkken ligner en kostbar affære. Men et unikt køkken i snedkerkvalitet behøver ikke at koste en bondegård.

 

Hvorfor valgte du røget eg fra Form Plus?

”Jeg var forelsket i røget eg, måske inspireret af et boligblad. Men de store firmaer med mellemklassekøkkener har det ikke i sortimentet. Træskuffer kunne jeg heller ikke få – altså med mindre jeg betalte næsten en halv million for køkkenet. Jeg faldt over Form Plus på nettet og kontaktede Jesper Lykkeskov, der kom forbi med vareprøver. Hans program er ekstremt fleksibelt. Du får et skræddersyet snedkerkøkken, der ligner noget, som koster det firdobbelte.”

Hvordan var processen?

”Selv om det er en utraditionel måde at købe køkken på, var det enkelt. Efter vi havde besluttet os for fronterne, tog vi i IKEA og fik tegnet køkkenet. Det tog en halv time. Vi sendte tegningerne til Jesper, der vendte tilbage med et tilbud. Efter nogle uger fik vi leveret fronter og skuffer fra ham, som håndværkerne monterede på de moduler, vi havde købt i IKEA.”

Hvad kan du bedst lide ved køkkenet?

”Kvaliteten! Du mærker, at det er massivt træ, når du åbner og lukker de fingersamlede skuffer. Jeg er allermest glad for det varme udtryk fra egetræet og fronterne med stave. Det er en mere spændende løsning end en flad front. Selv om vi ikke går voldsomt op i at være unikke, kan jeg godt lide, at det er et køkken, de ikke har hele rækken ned ad vores vej.”

Må jeg spørge, hvad det kostede?

”Vi tog et modigt valg med røget eg. Det turde vi kun, fordi det er en meget, meget god pris. Der er skabe og skuffer for ca. 70.000 fra Form Plus. Dertil kommer IKEA elementer for 7-8000, hårde hvidevarer, armaturer og en bordplade corian til 21.000.”

Snedkerkvalitet til overkommelige priser

Da snedker og bygningskonstruktør Jesper Lykkeskov fik idéen til Form Plus for knap to år siden, arbejdede han som mellemleder i køkkenbranchen. Her stod det klart for ham, at et snedkerkøkken ikke behøver at koste en formue, hvis man kombinerer det med IKEAs solide køkkensystem.

”Jeg vil gøre op med den normale måde, vi køber køkken på ved at skabe custommade løsninger og godt håndværk, der ikke koster en halv million. Vi tager det bedste fra begge verdener, når vi opgraderer et IKEA køkken til et unikt snedkerkøkken med eksklusive massivtræskuffer og håndplukket finer fra nøje udvalgte leverandører. IKEA sælger i dag hvert tredje køkken i Danmark, hvilket underbygger, at kvaliteten er i orden.”

Jesper Lykkeskovs idé har vist sig at være særdeles bæredygtig.

I dag har Form Plus showroom i Aarhus og kontor i København.

Herfra leveres hans flotte drømmekøkkener til kunder i hele landet.