Ishockeykamp, svømmestadion eller en fed koncert i Boxen? Herning Kommune

Nybygger Herning Kommune

 

”Du skal søge derhen, hvor du føler dig som en fisk, der svømmer med strømmen. Hvis du hele tiden skal kæmpe for at få tingene til at lykkes, så er du måske ikke det rigtige sted.” Sådan sagde Thilde Sangilds far, og det var godt set.

Thilde Sangild var egentlig rigtig glad for livet i Aarhus og regnede ikke med, at hun og familien nogensinde skulle forlade Jyllands hovedstad.

Men som nyudklækket uddannelseslæge skulle hun i turnus, og valget faldt på Herning Sygehus, fordi der ikke var mange placeringer at vælge imellem. Sygehuset var dejligt, men en daglig transporttid på tre timer viste sig at være uholdbart i længden. Thilde Sangild blev derfor enig med sin mand om at fremleje huset i Aarhus og rykke familien til Herning i et års tid. Bare som en midlertidig løsning for at undgå pendleriet, selvfølgelig. Ikke noget permanent.

Det er nu 10 år siden. Og de har ikke set sig tilbage. Alting lykkedes nemlig: Her var der arbejde, husene var til at betale, børnepasningen var billig. Og i årenes løb har Herning by også vist sig at kunne noget helt specielt: Et hav af store messer og sportsevents får hvert år byen til at summe af liv og aktivitet. Så er hele byen på den anden ende, og alle hjælper alle i en stemning af sammenhold og fællesskab. Det er ikke Aarhus, men det behøver heller ikke at være som i Aarhus. Herning har sin helt egen puls.

Som nyslået iværksætter har Thilde Sangild også kun oplevet medgang. Herning kommune har mødt hendes ønske om at opstarte en ny lægeklinik i byen med lutter velvilje og lynhurtig hjælp til etablering. Og blandt herningenserne har mange nærmest stået i kø for at hjælpe med både praktiske opgaver, indretning og rekruttering af gode medarbejdere.

”Herning er også et mulighedernes land i forhold til erhvervslivet. Jeg tror ikke, der er mange steder i Danmark, hvor jeg ville blive mødt med samme entusiasme og begejstring for min ide om at etablere en ny lægeklinik i byen. Det er virkelig en kommune med ja-hat på!” – Thilde Sangild

Når Thilde Sangild d. 15. august 2018 slår dørene op til sin store, lyse lægeklinik i Poulsgade i Herning, skal der arbejdes på at tiltrække nye patienter. De følger nemlig ikke med automatisk. Men det er en udfordring, Thilde Sangild hilser velkommen. Strømmen flyder nemlig hendes vej.

FAKTA

• Herning har mange naturperler, fx Løvbakke Dyrehave med fritgående hjortevildt, badesøer som Fuglsang Sø, Skovsnogen Artspace – en altid åben kunstudstilling med ca. 80 værker ude midt i skoven.

• Herning er Skandinaviens messe- og eventby nr. 1 og har hvert år mere end 1 million gæster.

• Herning har et levende by- og kulturliv; en flot renoveret gågade med masser af butikker, cafeer og restauranter, Midtjyllands største shoppingcenter, spillesteder for både etablerede og upcoming bands, teater, kulturfestival og meget mere.

• Herning er kåret til den bedste kommune for børn at vokse op i (Kaas & Mulvad 2017). Fx investeres i folkeskoler for at skabe de bedste rammer for læring. Pt. opføres den fjerde helt nye skole siden 2007.

BYGGEGRUNDE

Der er rig mulighed for at opfylde drømmen om at bygge hus i et af de mange boligområder i Herning Kommune – for eksempel:

Holing Sø

Få km nord for Herning C ved Tjørring, lige ved Holing Sø og tæt på både skole og daginstitutioner. Området har fine stisystemer og ligger desuden tæt ved skoven Løvbakke Dyrehave. Priser fra 780.000,-.

Sinding

Vil du og familien gerne bo på landet, men alligevel ikke helt? Sinding-Ørre er rodfæstet i den vestjyske natur med hede, skove og vandløb. Beliggende tæt ved den nye motorvej mod Holstebro, med naturen i baghaven, og nem adgang til skole, foreningsliv og daginstitutioner. Priser fra 305.000,-