Vegansk og virkelig lækkert

Mad, Portræt Simone Jespersen

Hvad spiser du udover salat? Og får du overhovedet nok protein og kalk?
Det er nok de to oftest stillede spørgsmål, jeg har fået, siden jeg for godt halvandet år siden blev veganer. Spørgsmålene kommer stadig, men heldigvis oplever jeg, at folk omkring mig får mere og mere viden og interesse i, hvordan en vegansk livsstil fungerer.

Den veganske verden har nemlig vist sig at være alt andet end begrænsende for mig, men derimod rig på muligheder og nye smagsoplevelser. Fra mit veganske køkken, der startede som
daglige instagram stories, og sidenhen også har udviklet sig til simonejespersen.dk, deler jeg mine opskrifter og kulinariske erfaringer. Jeg forsøger blandt andet at vise, hvor nemt det kan
være at leve som veganer – at man sagtens kan lave grønne versioner af de retter, man normalt ville spise, samtidigt med at man får alle de næringsstoffer, som kroppen har brug for – også protein og kalk.

Det kan for mange være svært at forestille sig en hverdag uden kød. Men for mig, som aldrig har været den store kødspiser, var det et større skridt at skulle undvære æg, mælk, ost og smør – madvarer som jeg er vokset op med i mit barndomshjem i Hirtshals, og som altid har været fast indbo i mit køleskab. Dog har det kun været en positiv oplevelse at blive veganer. Min krop har fået det langt bedre, blandt andet fordi jeg er kommet af med nogle irriterende knopper på armene, der ellers har plaget mig i årevis, og fordi jeg er med til at gøre en forskel for miljøet og vores venner i naturen.

Verden har brug for, at vi mennesker bliver grønnere, og med en vegansk kost kan jeg som almindelig borger gøre en forskel lige her fra min tallerken, og det synes jeg godt om.